Bogen kommer ind på Cubas historie og landets fantastiske muligheder for turister, dog ikke som i en gængs historie- og turistbog. ‘Cuba – på vej hvorhen?’ er skrevet i essayform og har mange illustrationer. Den kan derfor læses fra begyndelse til slutning, eller man kan læse uddrag og bladre i bogen som en billedbog.
Det særlige forhold, der siden Cubas revolution har eksisteret mellem Cuba og især USA, men også den vestlige verden, behandles ret indgående i bogen. I en tid, hvor den rige, vestlige verden synes at mangle kvalificerede svar på nogle af vor klodes store problemstillinger, gør forfatteren tydelig opmærksom på Cuba som et interessant land at kigge på.
Det fremgår af bogen, at Cuba gennem dets nyere, historiske udvikling har vovet at pege på andre veje for et samfunds og dets menneskers organisering. Bogen peger endvidere på, at tiden måske er inde til, at vi gensidigt lærer af og inspirerer hinanden til at forandre kloden til hele menneskehedens fælles bedste.
Læs bogen og besøg dernæst landet og dets befolkning.
A propos de l’auteur
Jeg er uddannet lærer med historie og samfundsfag som speciale. Jeg har som lærer undervist på efterskoler og i folkeskolens ældste klasser. Desuden været rejseleder til mange lande for danske unge fra efterskoler, gymnasier og højere læreanstalter. Oftest ved ikke at anvende hoteller som logi, men banke på ukendte folks døre.
Da vi i Danmark i 70erne modtog de første gæste-/fremmedarbejdere med muslimsk baggrund, blev det nærliggende at besøge deres hjemlande med henblik på at lære af samt forstå deres kultur. Fra disse mange rejser og møder med alverdens folkeslag blev det klart, at ‘verdensskolen’ blev en vigtig baggrund for at forstå humanismen som et nødvendigt ståsted for en samlet menneskehed på en fælles klode. Det er i denne ånd bogen er skrevet.
Har udgivet div. faglitteratur og artikler om matematik, politik og samfund.