Franziska Wenzel 
‘København’ og ‘Kilimanjaro’ – Enhed og splittelse i Katrine Marie Guldagers novellekrans [EPUB ebook] 

Seminar paper from the year 2007 in the subject Scandinavian Languages, grade: 1, 3, University of Hamburg, language: Danish, abstract: I det følgende skal Katrine Marie Guldagers to novellesamlinger ‘København’ og ‘Kilimanjaro’ analyseres under aspektet ‘Enhed og splittelse’. Begge bøger har en fragmentarisk struktur og kan indordnes til postmodernismen. Centralt for postmodernismen er, at fokus ligger på individet, og ‘at jage en tabt mening og dyrke fravær, melankoli og meningsløshed’1 – i stedet skal individet gribe tilværelsens muligheder og ‘spille de roller, det vil, og gøre, hvad der passer det’.2 Der er overvejende en labyrintisk struktur i postmoderne værker, og så henviser de ofte til andre litterære værker. Også i ‘København’ og ‘Kilimanjaro’ skinner postmoderne elementer igennem. I ‘København’ beskrives en storby. Byrummet har en stor betydning for postmodernismen. Individet fremstår anonymt i en stor samling af mennesker, hvori det har mange, men overfladiske bekendtskaber. Desuden kan byen ses fragmentarisk, hvori individet har svært ved finde en fast plads. Novelleformen er ideel til at understrege det fragmentariske aspekt. I den følgende novellesamling ‘Kilimanjaro’ bliver byrummet opsplittet, og novellerne bliver sat i verdens rum. Det er, som om novellerne flyver ud i alle himmelsretninger, og samtidigt bliver det tilsyneladende endnu mere vanskeligt at holde dem samlet i en enhed.
Begge bøger belyser og kritiserer indirekte vores moderne samfund og det overfladiske samvær. Desuden tematiseres skæbnen, tilfældigheder og fællesskabet.
Efter en kort introduktion til forfatteren Katrine Marie Guldager begynder analysen af novellesamlingerne i det næste kapitel, hvor jeg først vil kommentere titlerne ‘København’ og ‘Kilimanjaro’. Jeg vil sætte dem i relation til hinanden og perspektivere til begge samlinger som én komplet helhed. Bagefter skal ‘København’ præsenteres og en udvalgt novelle og så ‘Kilimanjaro’ samt titelnovellen. I det tredje kapitel belyses endelig enhed og splittelse. Bøgernes opbygning følger mange kontraster. Derfor synes jeg, at det var en god idé at gå ind på nogle af hovedaspekterne: ‘Den lille og den store verden’, ‘Rigdom og fattigdom’, ‘Nærhed og distance’ og ‘Det sagte og det usagte’. Fordi disse kontraster ofte hænger sammen og ikke eksisterer adskilt fra hinanden, indordnes de med under ‘Enhed og splittelse’.