Johan Skjoldborg giver her en skarp skildring af gårdmændene, der både økonomisk og politisk er den herskende klasse ude på landet i slutningen af 1800-tallet. Ejeren af Hyldgaard er den absolutte sognekonge, der kan klare alt, og som har endnu større ambitioner på sin søns vegne.
Sønnen Per, der er bogens helt, vælger imidlertid at leve sit liv efter et helt andet mønster, da hans succeskriterier ikke svarer til forældrenes. Han lader sig gerne glide et par trin ned ad den sociale rangstige for at blive gift med den simple proletardatter, der er hans store kærlighed.
Han foretrækker at være sammen med sine dyr og børn og have tid til at glædes over naturen fremfor at påtage sig offentlige hverv. Han vælger heller ikke venner efter social anseelse.
I følge Skjoldborg hører han til de nye mænd, som et ordentligt samfund har brug for.
About the author
Johan Skjoldborg, 1861-1936, bliver i dag først og fremmest husket for sine beskrivelser i digte, noveller og romaner af husmændenes vilkår. Det var en beskrivelse af en befolkningsklasse, som han selv var udrundet af, og hvor han også i sit voksne liv var ude at søge sine oplysninger i marken. Faktisk gjorde han det så godt, at flere af hans værker i dag må betegnes som klassikere.
Johan Skjoldborg debuterede som romanforfatter i 1893, men fik sit egentlige gennembrud med En stridsmand i 1896. Senere kom bl.a. Gyldholm og Per Holt. Det er bøger, som har fået deres velfortjente plads i den danske litteratur.
Af Skjoldborgs øvrige bøger fortjener især novellesamlingen I skyggen at blive nævnt. Her møder vi en række stræbsomme projektmagere fra husmandsklassen, hvor de opnåede resultater dog slet ikke står mål med anstrengelserne. God læsning er også romanen Nye mænd, hvor samfundsagitatoren Johan Skjoldborg får givet nogle drøje hug til den selvbevidste og dominerende gårdmandsklasse, som har overtaget den politiske og økonomiske magt ude på landet.