De udgjorde en særlig måde at bo og spise på, og man kunne finde dem i de fleste danske byer. Nogle var kun for mænd, andre kun for kvinder. I nogle sad høj som lav skulder ved skulder, i andre lukkede man ikke hvem som helst ind. De tilhører tiden før take away og frosne pizzaer. I 1960’erne, da vi flyttede i parcelhus og på kollegium, og vi fik kantiner og supermarkeder, gik de nedenom og hjem.
Pensionatets kulturhistorie. Fællesskab, flirt og frikadeller stiller skarpt på en overset og helt særlig måde at bo og spise på, som blomstrede op i midten af 1800-tallet, og som frem til Anden Verdenskrig levede i bedste velgående. Nogle af pensionaterne blev drevet som en storindustriel virksomhed, andre af en husmor, der havde dedikeret sit liv til at bespise et par af byens mange sultne sjæle. Men uanset størrelsen udgjorde pensionaterne et altafgørende fundament for mange af de danskere, der flyttede fra land til by for at arbejde, studere eller bare prøve lykken.
I dag virker pensionaternes særlige blanding af fællesskab, flirt og frikadeller umiddelbart gammeldags. Men med vores stigende fokus på bæredygtighed og minimering af ressourceforbrug kan vi måske alligevel blive inspireret af, hvordan pensionaterne udnyttede stordriftsfordele og samtidig formåede at give tusindvis af mennesker et hjem i byen.