Går vi i dag ind på et kunstmuseum, møder vi højst sandsynligt ikke kun kunst skabt af oliefarver på lærred eller tilhugget marmor på en sokkel. Vi møder også værker skabt alene til og ved hjælp af internettet. Ud af denne digitale kommunikationsform er der opstået en række nye muligheder for, hvordan vi oplever kunsten: Vi kan blive medskabere af interaktive kunstværker, mobiltelefoner kan guide os rundt til enhver bys offentlige kunstværker, statuer og skulpturer, og vi kan dele vores kunstoplevelser med andre via sociale netværk.
Det er nu over tyve år siden, at de første eksperimenter med kunst på internettet begyndte. Mange af dem fandt sted i Minneapolis på Walker Art Center, hvor man i 1996 etablerede afdelingen New Media Initiatives, der skulle undersøge, hvordan internettet i fremtiden ville udfordre kunstmuseets rum og formidling. Det var afdelingens daværende direktør, Steve Dietz, der introducerede begrebet ‘cybermuseologi’.
Med Cybermuseologi – kunst, museer og formidling i et digitalt perspektiv bliver den digitale indflydelse på kunst og museer for første gang gjort til genstand for en samlet dansk udgivelse. Antologien præsenterer både internettets betydning for kunstmuseernes udstillinger, formidling, forskning, bevarings- og registreringspligt. Og den diskuterer de kunstneriske, teknologiske og formidlingsmæssige udfordringer, der er opstået i kølvandet på den digitale tidsalder.